Gode nyheder fra Blandet-landhandel.dk

Vær hilset i det ganske land!







Der er mange dejlige måder at bruge sin ferie på...fx.:

- Daseferie i hængekøjen (kan anbefales, ledsaget af kølig Gewurtztraminer),
- Daseferie ved stranden, sydpå eller under hjemlige himmelstrøg (kan anbefales, ledsaget af lækre clubsandwhiches og saft i rigelige mængder),
- Ødegårdsferie i Sverige (kan anbefales – se selv nedenfor :-)
ELLER knokleferie på Baunekjærsgård....(kan anbefales i teorien, vi vender tilbage vedr. praksis).








Her hos Blandet-landhandel.dk vælger vi faktisk at holde ferien som en kombination af det hele....især kommer vi til at tilbringe meget tid i Sverige. Sig forresten til hvis du mangler en øde ødegård (håndværkertilbud) – vi har nemlig en på hånden! Det kommer du i øvrigt til at kunne følge med i her på sitet, hvis du vil.

Arbejdet med at istandsætte hestestalden, som skal indrettes til en rigtig hyggelig blandet-landhandel, har vist sig at være et af de projekter hvor man starter med at sige: ”Vi skal bare lige lægge loft, kalke hvidt og feje gulvet, så er den klaret” og ender med at sige: ”når vi nu er i gang kan vi også lige så godt hæve det tømmer der har sat sig, mure bindingsværk-tavlerne om og sætte nye vinduer i”......... Kender du det? Det griber gevaldigt om sig, men sådan er det vist med de gamle huse. Til gengæld bliver det tilsvarende godt. Heldigvis.





Vidste du i øvrigt at vi meget tydeligt kan se hvordan vejret har været udfra statistikkerne om hvor mange besøgende Blandet-landhandel.dk har haft? Regn eller bare overskyet vejr medfører et stort antal besøg, mens der på varme solskinsdage er rigtig meget stille....Forståeligt nok. Vi sidder jo heller ikke selv ved skærmen når vejret inviterer udenfor. Så vi har det faktisk lidt ambivalent med regn her i firmaet :-)

Du må påregne at leveringen i juli og august bliver lidt langsommere end sædvanligt. Vi er nemlig meget i Sverige om sommeren. Hvis det haster med en levering sender du bare en mail til kontakt@blandet-landhandel.dk eller ringer 2191 7600, så finder vi ud af det. Og kig nu forbi sitet, for vi har masser af fine ting, og der er mere og atter mere på vej.



Håber vi ses! Mange sommerhilsener fra Katinka og Peter, Blandet-landhandel.dk