Gode nyheder fra Blandet-landhandel.dk

Kære alle flinke kunder - alle de gamle og alle de nye. Vi har lige en "tilståelse".







Det kan være du har undret dig over at vores site har været så dovent i over 2 måneder. Måske er du en af dem der har tænkt, at det dog var utroligt så mange af vores solgte ting der ikke blev fjernet fra sitet. Vi vil gerne lige forklare, for selvfølgelig er der en god grund: I slutningen af ferien blev vores pålidelige bærbare computer (og telefonforbindelsen og routeren og det hele) i bogstaveligste forstand ramt af lynet!








Det lyder som en halvdårlig joke, som måske får dig til at trække lidt på smilebåndet, men det er ganske vist. Og det har IKKE været morsomt. En netbutik uden net. Vi lader lige billedet stå…: Vi har ikke kunnet opdatere sitet overhovedet og har måttet læse vores e-mails hos naboen…. :-) Lad i øvrigt dette være en reminder om at huske at lave backup af billeder etc....

Nu er vi heldigvis langt om længe online igen - og kan begynde det hårde, men alligevel sjove, arbejde det er at vise alle vores søde kunder alle de mange MANGE ting vi har på lager. Vi har VIRKELIG tænkt os at tage revanche, og suspenderer derfor hermed den faste "nye varer hver onsdag-regel". Der vil i de kommende uger komme nyheder på sitet hele tiden. Det kunne være hyggeligt om du kiggede forbi ind imellem. Vi har nemlig ikke tænkt os at sende nyhedsbreve ud i en lind strøm hver gang der kommer nye varer. ( Uha, bare tanken.) Så kig forbi i ny og næ :





Der er for resten også en anden grund til at vi har ligget lidt på den lade side: Vi har snart eksisteret i 4 år (vi var faktisk nogle af pionererne i vores hyggelige branche!) og når man er så "gammel i gårde" kan man tillade sig at bruge begrebet "plejer". Og vi kan fortælle jer, at sommeren nemlig PLEJER at være sløv for nethandlen. Derfor tænkte vi at vi i år ville blive lidt længere i Sverige ad gangen. Det kunne der vel ikke ske noget ved. Og hvad sker der så? Mens vi sejlede rundt i egen sø i Småland, væltede det ind med så mange ordrer, at vi var nødt til at engagere en god veninde til at ekspedere alle varerne for os! (Tak Helle! :). Måske var det fordi der var mange der havde den bærbare med på ferie i år?… Det synes vi jo er dejligt. Økonomisk afmatning? Nix.



Lynet satte os næsten helt ude af spillet. Vi beklager derfor hvis vi ikke har besvaret alle e-mails eller ekspederet ordrerne lidt langsomt, men vi kan forsikre jer for at vi er tilbage i fulde omdrejninger. (Bortset fra levering af Trouville møbler, som er udsolgt fra leverandøren indtil engang i september.) Kig forbi hvis du interesserer dig for gamle møbler, kludetæpper, emaljebrocher fra 60'erne eller retro stole. Eller noget helt andet. Måske et Munkholm kaprifolie duftlys eller en piratskibsbageform.…? Og send os gerne en e-mail hvis du har en gammel tallerkenrække du vil af med….

Mange sensommerhilsner fra Peter og Katinka, Blandet-landhandel.dk