Author:
• Wednesday, September 16th, 2009

Vi må hellere krybe til korset og indrømme det…også selvom du nok har lagt mærke til det. Vi har holdt en pause med at fotografere varer og lægge dem på sitet. Det er der flere grunde til. Det er fordi vi har været ekstra meget i Sverige i år, og desuden har prioriteret at få varer på plads i butikken. Den er nemlig slet ikke så lille. 100 kvm tager lang tid at fylde op med ting og sager, især når der hele tiden bliver solgt af det så man skal lave det hele om igen…

I næste uge er der åbent i butikken hver dag, undtagen torsdag eftermiddag. Der er masser af ting som du ikke finder på sitet. Vi er nemlig blevet lidt (for) magelige, fordi det altså er sjovere at sælge porcelæn og glas fra butikken.

Der er fantastisk nyt fra Munkholm…Jeg har længe længe længe drømt om et duftlys med vanille. Nu er det her. Det dufter så man straks får lyst til at hente en ske – bare en lille en – og liiiiiiiige smage lidt. Der er flere Munkholm nyheder på vej – bl.a. den lækreste læbebalsam. Sådan en som børn kan tåle, og som virker.

Det er altid lidt underligt at skrive at der er nyt på sitet, når det rent faktisk også er gamle ting det drejer sig om. På den anden side ved du jo godt hvad der menes…

Vi har flere hundrede kludetæpper på lager. Der er slet ikke plads til dem alle, hverken på sitet eller i butikken. Vi køber altid kludetæpper – de er jo så helt igennem uimodståelige. Nogle af dem kan du se på sitet, hvor vi til vores overraskelse forleden så at der var helt udsolgt af kludetæpper. Det havde vi ikke lige været opmærksomme på i sommervarmen. Klik på sidste nyt, så kan du se dem. Der er flere på vej. Du skulle også lige kaste et blik på det uovertrufne slagbord vi fandt i Sverige….

I samtlige af de sidste 23 nyhedsbreve vi har fået fra forskellige der nu engang sender sådan nogle ud, står der, at: “nu går sommeren på hæld og at det er lidt trist, men at efteråret også er dejligt og at nu er der nyt på siden ” etc.etc.etc. Uanset hvor rigtigt det end måtte være, så er det lidt kedeligt som nyhedsbrevsmodtager at læse den besked for 23. gang. (Der gik helt sport i at tælle tilsidst). Så hvis der sidder nogen derude som selv skal til at forfatte et nyhedsbrev, så ville det være forfriskende om der ikke stod det samme i det, som i alle de andre. Det gælder i øvrigt generelt – at det er lidt mere spændende når det hele ikke er så ens. DERFOR bringer vi her et par billeder fra Knuthenborg, hvor vi var forleden. Et fantastisk sted. Har du ikke været der kan vi anbefale det i allerhøjeste grad! Ha’ det godt – du hører meget snart herfra igen, for nu sker der nemlig snart en masse. Hyggelige hilsner fra Katinka.

Category: Velkommen
You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. You can leave a response, or trackback from your own site.
Leave a Reply