Tag-Archive for ◊ Nordic Ware ◊

Author:
• Thursday, September 30th, 2010

Pludselig stod der ubeskriveligt mange kasser i porten – fyldt med Nordic Ware bageforme. Og så var der ingen vej udenom – de måtte på plads i netbutik og gårdbutik SELVOM det var tapet der stod for tur. Når du ser de fine nyheder der er imellem, forstår du nok også hvorfor de fik lov at overhale indenom…

Jeg siger det lige igen (selvom jeg har sagt det før….) Bageformene er en GENIAL gave idé…

En af de nye forme er EKSTRA genial. Den kan man nemlig pynte så det ligner et honningkagehus! Så er det slut med tynde sider der skal limes sammen med smeltet sukker – her står huset færdigt med det samme – lige klar til at blive pyntet efter alle kunstens regler. Du finder alle Nordic Ware formene lige her: NORDIC WARE bageforme

Vi har også et par nyheder fra Munkholm: MUNKHOLM sæbe, duftlys og saltscrub

Og SÅ gør vi klar til al det nye tapet! Der kommer tapet…i lange baner :-)

Vi ses

Kh Katinka, www.blandet-landhandel.dk

Author:
• Monday, August 09th, 2010

klik for større billede

Aaaaaaaaahhhhhh!!!!!!!!!  Vi har fået til OVERFLOD af sommer, har vi ikke? Duften af nyslået græs, den befriende følelse at komme til at klø på et myggestik, jordbær med fløde, kølige drinks i skyggen, duften af regn i en fyrreskov. Sommerlur i hængekøjen, grillet højreb med tsatsiki, tidlige dugvåde morgener på terrassen, isvafler. Krebsegilde med gode venner, aftendukkert i køligt badevand, håndklæder med sand på tørresnoren, solbriller, roser, flere isvafler….

Du kender mange af disse ting, og kan HELT sikkert bidrage med endnu flere til listen (gør det forresten endelig! Du kan sende en kommentar til indlægget nedenfor!). Der er ufatteligt mange ting der forsøder tilværelsen om sommeren.

Klik billedet større...

HUSK lige at selvom de LYSESTE af sommernætterne er forbi, så er der MASSER af lyse sensommernætter tilbage. Forude venter stadig blåbærrene, kantarellerne, flere badeture, isvafler, bare tæer i græsset, grillet aborre, lune aftner, morgenkaffe og sommermagasiner. Hvepsefangere, sommerbriser, grannåle, skovstier, smeltet chokolade, tordenbyger og dahliabuketter. Uanset hvad du og jeg har i vente i den danske sensommer, så har vi et til fælles: Vi er nogle heldige asner. Og det skal vi lige huske.

Fotografen har holdt fri her i sommer. Jeg har SLET ikke fotograferet nye varer. (Selvom jeg har købt meget!…) Og nu kan jeg mærke HVORFOR man skal holde ferie. En ting er at vide det – en anden at MÆRKE det. Man skal lade op og få mere energi. Og det skal jeg love for at man får! Mærkbart mere energi! Det kender du helt sikkert godt.

Så nu skal der styles til den store guldmedalje, flyttes om, byttes ud, males, tapetseres. Nye møbler, nye hylder, nye dåser, nyt linned, nye viskestykker, nye idéer. Der skal ske en MASSE!

Faktisk er der nogen der ikke er ramt af den såkaldte “efter ferie depression” som mange har i den første tid tilbage på arbejde. Jeg GLÆDER mig faktisk småfnisende til at komme i gang. Jeg ELSKER mit job hos Blandet-landhandel.dk. Og det er da vist ikke HELT normalt. Måske har jeg en endnu ikke defineret diagnose (mentalt)……Hvorom alt er, så kommer der til at ske RIGTIG meget her på sitet.

Jeg skal nok sige til når de nye varer begynder at komme på. Der er bluser fra Gardengirl, nye bageforme fra Nordic Ware, wellness fra Munkholm, mink pelse og gamle håndvævede kludetæpper i rå mængder. Du kan se det hele i gårdbutikken allerede nu. Og snart på nettet.

Der er virkelig SÅ mange flere ting på vej. Det bliver spændende!

Vi ses gerne! I gårdbutikken og på nettet.

Kh Katinka, www.blandet-landhandel.dk

PS: Vi har solgt i kassevis af den LÆKRE bog “Udsigt til sommer” – har du læst den endnu?

Billedet kan klikkes større...

Author:
• Wednesday, June 09th, 2010

Nu er alle messerne lykkeligt overstået for denne gang

Hvor har det været SPÆNDENDE at komme ud og møde alle søde mennesker – både dem vi kendte i forvejen, og alle de nye bekendtskaber vi har gjort. Man kan roligt sige at der blev taget godt imod os. Så nu sidder jeg her i en blanding af lettelse og messe-koma og er træt og glad. Særligt var det spændende at se hvor interesserede folk var i Gardengirl tøjet, Nordic Ware bageformene, kludetæpperne og så selvfølgelig de smukke smukke stenmåtter fra Stonemats.

Billedet kan forstørres...

Der var mange spændende stande på messerne. Og vejret var med os. Herligt. Nu glæder jeg mig til at få styr på butikken, der lige pt mere end noget andet kan karakteriseres som en “rodebutik”.

Klik billedet større...

Ha’ det hyggeligt – vi ses

Katinka

Author:
• Sunday, March 14th, 2010

Vil du se hvorfor undertegnede har en moderat rygskade?

Billederne kan klikkes større!

Moderate rygskader kan man få, når man skal fotografere så mange tapetkollektioner som jeg har skullet de seneste dage…det er blevet til 2238 fotos i alt. Og jeg er endnu ikke færdig. Årsag til at stå foroverbøjet i timevis med kameraet i hænderne: Jeg er ved at udvide butikken  – snart vil der være mange mange flere kollektioner og typer tapet at vælge imellem på sitet.

Billederne kan klikkes større…

Sorte, hvide, prikker, striber, klassiske og retro inspirerede…

Jeg er allerede halvt færdig med at uploade billeder af nogle helt helt fantastiske børnetapeter. Pirater, graffitti og tøsehjørner. Forrygende. Du kan se dem her: PIRATER på børneværelset.

Gardengirl tøjet er kommet til lageret i Danmark, og bliver, om alt går vel, sendt ud til alle de der går og venter, senest onsdag. Støvlerne kommer ikke på lager før i maj! Men du kan sagtens bestille dem nu, så jeg kan få reserveret et par til dig.

Endnu engang er der desværre nogle af vores udsøgte varer der udgår af sortimentet fra leverandøren…denne gang er det Nordic Ware’s Minipandekage jern med hjerter, så man får søde hjerteformede pandekager, OG Munkholm duftlys med duft af KAFFE. Der er kun et pandekagejern tilbage, og meget meget få lys. Men PYT – for der er flere nyheder på vej. Nogle ER allerede lagt på nettet, så som Munkholms supersalve, og flere fine bageforme fra Nordic Ware kommer i næste uge. DESUDEN er det SIDSTE chance for at erhverve sig en STONEMAT stenmåtte til “gammel” pris – jeg sætter priserne op tirsdag.

Hvis du linker til os fra din Facebook profil hjælper du os RIGTIG meget med at udbrede kendskabet til vores Blandede landhandel…

Ha’ det hyggeligt i det spirende forår.

Kh Katinka, www.blandet-landhandel.dk

Author:
• Thursday, February 25th, 2010

Kære alle, (og denne gang især de af jer der ELSKER PIP Studio tapet!)

Nu kan det lade sig gøre at sætte prisen NED på en rulle PIP Studio Tapet! Det kan det fordi vi efterhånden sælger så meget af det skønne glade tapet. DERFOR koster en rulle på 10 m x ca. 52 cm. nu kun 395 kr. – og kun 49 kr. i fragt. Altså sat ned fra 425 kr. Fragtprisen gælder uanset hvor meget tapet, Munkholm selvforkælelse og Nordic Ware bageforme du køber.

Vi bestiller tapet hver mandag og onsdag, og sender hver tirsdag og torsdag. Tapet er aldrig en lagervare, for på den måde sikres du at du får ruller fra samme trykning.

Det var en god nyhed….nu kommer der en mindre god nyhed…Nogle af Nordic Wares bageforme udgår. Trist men sandt. Det er ikke helt klart hvor mange der er tilbage af fx. Prinsesse paladset, men det finder vi ud af meget snart. Men nu er du altså “advaret”: går du med en drøm om at investere i Prinsessepaladset, så skal du gøre det NU for at være sikker på at få det. Det samme gælder mini solsikkerne…

Nogle priser falder. Andre stiger. Så vi varsler prisstigninger i følgende kategorier:

– Munkholm (visse produkter, men ikke alle),

– ALLE Stonemats – de lækre stenmåtter

– og Nordic Ware, nogle af de fine forme…

Vi regulerer priserne i takt med at leverandørerne gør det. DERFOR: Hvis du vil købe varen til “gammel” pris, så skal du gøre det snart.

HUSK at sende venner og veninder forbi vores site…så bliver vi så glade.

Ha’ det hyggeligt, Kh Katinka

Author:
• Wednesday, November 18th, 2009

Der var MANGE der kom og hilste på i Øksnehallen. Og hvor er det HYGGELIGT at møde alle de søde mennesker. Der var en virkelig god super deluxe stemning alle dage, en blanding af loppefeber, hygge, begejstring og inspirationsglæde. Skønt. Der skal vi ind igen, det er HELT sikkert. Her kan du se billeder af vores fine stand, med Pip tapet baggrund og smukke sorte møbler.

Særligt var det dejligt at se alle de smil vores fine bageforme fra Nordic Ware frembragte….de forme kommer til at stå på mange ønskesedler til jul i år, det er helt sikkert!

Nu skal vi til at julepynte hele Baunekjærsgård – vi hænger granguirlander og lys alle de steder vi orker! Og måske skulle vi også lige nævne at der kommer mængder af gammel julepynt på sitet lige omlidt…

Vi ses, kh Katinka

Author:
• Tuesday, March 31st, 2009

Den korte version:

ENDELIG!! Vi åbner butikken med et stort rustikt showroom her på gården hvor vi bor. Vi har åbent når vi er hjemme! Så det er vigtigt at du ringer 2191 7600 inden du kommer.

Den lange version:

Man kan være rig på mange måder. Man kan have mange børn, mange penge, begge dele, et godt helbred, lykke og kærlighed. Men uanset hvor rig man er, er der noget man aldrig kan få for meget af, og det er  TID.

Tid til hinanden, tid til sig selv, tid til fordybelse og tid til at fordrive tiden.

Blandet-landhandel.dk. har til huse på en gammel gård, Baunekjærsgård, fra 1858. Det er en femlænget bindingsværksgård, der engang oven i købet havde stråtag. Gården huser ud over vores familie, også lageret til Blandet-landhandel.dk. Og nu er der også en hyggelig og rustik butik. Den gamle hestestald og karlekammeret er blevet fyldt op med fine gamle ting og sager og nye spændende ting og sager.

Vi har virkelig store ambitioner med butikken, der skal have trægulve og stor åben pejs. Og henset til føromtalte tidsfaktor har vi erkendt, at skal vi vente på at vi kommer så langt, så har en butik lange udsigter. Derfor vælger vi at åbne NU. Det er vigtigt at have ambitioner og det kan være godt at stile højt, men sommetider skal man også indse at man må gå på kompromis. For døgnet får ikke flere timer bare fordi man synes der skal være perfekte vægge og glasverandaer før man kan sælge gamle fine ting og sager fra lokalerne.

Kom og besøg os i de rustikke omgivelser på vores hyggelige gamle gård. Vi har 100 kvm. med ting fra sitet og en hel del mere. Vi har åbent når vi er her (og det er vi stort set altid, bortset fra når vi er i Sverige og hente flere varer…)  Ring 21917600 – så finder vi et tidspunkt der passer. Lige efter påske vil åbningstider mv. kunne ses på sitets forside.

OG –  for at fejre åbningen, får alle nyhedsbrevsmodtagere fri porto på ordrer over 600 kr. og alle møbler koster kun 100 kr. i fragt (til brofaste øer) uanset hvor mange møbler (og andre varer) du bestiller. For at få rabatten på porto og fragt  skriver du bare “åbningstilbud” i beskedfeltet – så fratrækker vi beløbet.

Og når føromtalte tid tillader det – lægger vi selvfølgelig flere ting på sitet.

Lige nu har vi lagt to nye Nordic Ware kageforme på sitet. Og de fineste badesmeltere fra Munkholm. GardenGirl tøjet er på lager. Noget er allerede udsolgt, men kommer lynhurtigt igen.

Bloggen bliver flittigt brugt, kan vi se. Danskerne er dog ikke så villige til at lægge beskeder som svenskerne er. Sjovt nok har svenskerne en ekstremt veludviklet blogkultur. Der får danskerne faktisk virkelig baghjul! Vi skal ved lejlighed linke til nogle af de bedste blogs vi kender. Men det bliver i et dertil indrettet blogindlæg.

Så midt i det spirende forårs fuglekvidren håber vi du har tid til at kigge forbi, og er glade for at kunne sige: På sitet, bloggen OG NU OGSÅ I BUTIKKEN!Blandet-landhandel.dk.

Vi ses gerne :-)

Kh Katinka

Author:
• Tuesday, February 24th, 2009

Kære alle.

Vi håber du har det godt. Håber at krisen ikke kradser for meget i dit hjørne af verden.

Her hos Blandet-landhandel.dk kan vi såmænd godt mærke krisen. Vi har ikke så travlt som vi plejer (hvilket interessant nok faktisk er meget hyggeligt – understreger det gamle udtryk om at intet er så skidt at det ikke er godt for noget:-). Der hvor vi mærker krisen mest, er på det stigende antal forespørgsler om rabat, udsalg, afdragsbetaling etc etc.

Lad det derfor være sagt med det samme: Skriv eller RING hvis krisen kradser – vi er altid til at tale med.

Og nu vælger vi at fokusere på det positive: Vores nye PIP Studio tapeter går som varmt brød. Vi var ikke engang færdige med at lægge hele kollektionen på nettet før den første ordre tikkede ind. Og det er fuldt forståeligt – man bliver så glad og i godt humør af at kigge på de fine mønstre. Vi blev selvfølgelig også nødt til at købe et par ruller til os selv. Håber at kunne vise billeder her på nettet af resultatet inden længe. Skal lige male færdigt. Tapetet er sat op – det tog ingen tid, for det er Smartpaper tapet, hvilket vil sige at tapetklisteret skal smøres på væggen og ikke på papiret! Det går lyn hurtigt.

Er du en af de mange der har sat nyt tapet op, så send os endelig et par billeder af resultatet – så lægger vi dem på bloggen til inspiration for andre.

Vi vil i øvrigt gerne bede dig om en tjeneste. Vi var jo oprindelig en butik med antik og vintage. Så udvidede vi sortimentet, og er nu for alvor ved at have nået målet om en rigtig blandet landhandel. MEN! Vi vil så gerne have at endnu flere lægger vejen forbi vores site. TÆNK nu hvis der sidder nogen derude som skal bruge en god kageform eller en rulle lækker tapet, men som ikke kender vores site fordi de tror at vi kun sælger karlekammerskabe og kommoder. Det går jo ikke an. Vel? Så vi vil gerne bede dig om at hjælpe os med at nå helt ud i krogene. Fortæl endelig om os til alle du tror vil høre på det :-)

Katinka var i Stockholm – til en stor flot messe med en masse dygtige udstillere. Der kommer nyheder på sitet med fund fra Stockholm på et senere tidspunkt. Og det bliver ikke kedeligt. Postkasser og flere fuglehuse fra Wildlifegarden, prikket porcelæn og måske også de fineste træsko du kan forestille dig. Vi forhandler stadig aftalerne, og så må vi se hvornår det bliver til noget. Nordic Ware havde i øvrigt en superflot stand i designerafdelingen, hvor man skal gennem en jurys nåleøje for at få lov til at udstille. Men med de bageforme er det jo slet ikke noget problem – de er jo en fryd for øjet, og så virker de! Der er også nyheder på vej – en kæmpe tredimensionel cup-cake og dinosaurus muffins. Alle forme er igen på lager. Også eventyr kagehuset.

For et par år siden så vi i Sverige det lækreste arbejdstøj til kvinder du kan forestille dig. Topkvalitet og i et design der var NYDELIGT samtidig med at det ikke gav køb på funktionaliteten. Endelig havde Petra Maison opfundet noget der var så evident mangel på! Her er der virkelig tale om en ting du ikke vidste du manglede. Nu er Gardengirl kollektionen kommet til Danmark. Den kom på sitet i morges. Tøjet kan leveres fra 1. april, men vi vil hellere end gerne modtage bestillinger allerede nu. Alletiders gaveidé. Læs mere om det lækre tøj på sitet…

Bloggen er også ved at komme godt i gang. Husk at kigge forbi ind imellem – der står lidt om løst og fast…i en Blandet Landhandel. Bl.a. at vi blev nævnt i BoligLiv forleden – så var vi nødt til at lægge flere emaljebrocher på sitet :-) Herligt.

Er du i tvivl om noget? Så ringer du bare. Vi er faktisk flinke at tale med :-) Tlf. 2191 7600. Eller send en mail. Kontakt@blandet-landhandel.dk

Mange hilsner fra Katinka, Blandet-landhandel.dk

Author:
• Monday, February 02nd, 2009

Når man sådan er influenzaramt kan man faktisk godt finde noget positivt at sige om influenza….for med feberen får man verdens bedste undskyldning for at se samtlige sæsoner af Desperate Housewives på dvd…og så ligger man der i sin feberrus og ser på den vildest stylede serie der nogensinde er skabt, og PLUDSELIG fremtoner sig gennem febertågerne: Bree, der har bagt en kage…og det er ikke bare en kage, det er en BUNDT kage (fra Nordic Ware)! Altså, hvis Bree bager Bundts, så er det fordi det er velkendt kvalitet. Uomtvisteligt, for sådan er det med Bree. Og ikke nok med det – Bundtkagerne nævnes FLERE gange i serien – Susan kommer på et tidspunkt med en Bundt kage med flormelisdrys.(Hun skynder sig at sige hun ikke selv har bagt den…)

Nu er influenzaen snart forsvundet, og så må undskyldningen for at bruge tid på serien i min travle hverdag vel være: Research. Det er ren og skær research…. :-)