Tag-Archive for ◊ Vintage ◊

Author:
• Monday, January 31st, 2011

Pral pral pral…

Det er ikke særlig comme il faut at prale i JantelovsDanmark, men jeg kan ikke lade være, for jeg har en søster som er helt exceptionelt dygtig. Hun er en veletableret sangskriver (har bl.a. skrevet til Kylie Minogue) og har en fabelagtig god sangstemme. Hun har, sammen med sin dygtige kæreste, et musikprojekt som hedder Poster Child, og de har bl.a. begået en fantastisk sang, som nu har fået den smukkeste musikvideo. Jeg benytter mange superlativer i denne præsentation, jeg ved det, men det er fordi jeg er så begejstret og stolt. Jeg er sikker på du forstår hvorfor når du ser videoen og lytter til den smukke sang.

Klik på linket her: “Morpheus”. Jeg vil gerne dele den med dig.

Blomster fra vores fine nabobutik "Honning og Flora"

Faste åbningstider

Gårdbutikken har fået faste åbningstider. Butikken har åbent fredag og lørdag fra 10-18. (Der er også åbent de fleste søndage, fordi vi stadig har åbent når vi er hjemme.) Du er altid velkommen til at ringe og lave en aftale mhp at komme på andre tidspunkter – de fleste hverdagsaftner er der også åbent. Aftner??, tænker du? Ja, for der er så hyggeligt i butikken om aftenen, og det er egentlig meget rart at gårdbutikken har åbent når man har mulighed for at komme, efter arbejde, fx.

Lamper på vej…

Som altid er der hele tiden nyt på vej. Der kommer i den nærmeste tid til at være STOR fokus på vintage smykker og lamper. MASSER af lamper. Både gamle og nye. Du kan allerede nu se nogle lækre gamle metal pendler på sitet. De er HELT rigtige i boligindretningen lige nu.

Du finder nyhederne her:

Nu må du have det godt og hygge dig i februarlyset

Kh Katinka, www.Blandet-landhandel.dk

P.S. Vores smukke nabobutik “Honning og Flora” har også åbent fredag og lørdag…………to fluer med et smæk!

Author:
• Wednesday, December 30th, 2009

Lidt om bagmændende bag www.blandet-landhandel.dk – den LAAAAAAANGE version (hent kaffe og te nu)

Året er 1998. Stedet er en gammel firelænget gård på Sjælland. Vi var lige blevet ejere af et Morten Korchsk idyllisk gammelt sted, og vi var faktisk med det samme klar over, at med så meget plads kunne vi indrette en gårdbutik i de gamle stalde.

Som sagt så gjort. Den lukkede gårdsplads skulle dog først fyldes med børn og hundehvalpe, og den slags er jo som bekendt en tidskrævende opgave….Derfor blev det ved snakken i nogle år, indtil vi i 2004 for alvor gik i gang med at gøre drøm til virkelighed.

Da vi i juni 2005 (som en af de første net antikbutikker, faktisk!) åbnede netbutikken Blandet-landhandel.dk, regnede vi ikke med at nogen som helst ville interessere sig for hvem vi er. Men der tog vi fejl. Der er mange der gerne vil vide hvem det er der “sidder på den anden side af skærmen”, fordi det er rart generelt at vide hvem det er man handler med, dels med hensyn til at man jo skal kunne stole på nogen man overfører penge til, men også af nysgerrighed! Så efter utallige opfordringer, besluttede vi alligevel at fortælle lidt mere om os selv. Vi er: Peter Frederiksen, jysk kemiingenør og Katinka Louise Larsen, bornholmsk jurist.

Vi bor sammen med fire fantastiske døtre på “Baunekjærsgård” i landsbyen Røgerup, i det smukke Hornsherred. Den gamle bindingsværksgård fra 1858 skal sættes i stand fra A-Z, og med fire små børn, fuldtidsjob, ødegård i Sverige, veletableret og travl webshop (som oven i købet er en succes!) så er der ikke mange minutter til overs til at kalke og tjære…I foråret 2009 åbnede vi ENDELIG desuden en rustikt indrettet butik her på gården.

Det er Katinka der varetager den daglige drift og fotograferer alle herligheder, mens en del af indkøbene foretages i fællesskab. Katinka arbejder fuldtids med Blandet-landhandel.dk, og har således gjort sin hobby til sit erhverv, mens Peter stadig er specialist hos et stort ingeniørfirma.

Vi startede firmaet fordi vi ikke kunne lade være. Simpelthen! Og når det er lysten der driver værket tænker vi at det ikke kan gå helt galt.

Vintage er kommet for at blive…..

Vintage er en livsstil.

Vi er klar over, at minimalismen og simple living har et godt tag i mange, hvilket jo ikke i sig selv er befordrende for at lange en masse brugte varer over disken i en blandet landhandel. Selv er vi mildest talt maximalister, og helliger ikke brug-og-smid-væk kulturen. Så vi sætter vores lid til, at der er mange, der har det som vi har det, og som kan leve en uge på at have gjort et godt genbrugsfund. Hvis man indretter sig med vintage ting, får man en meget personlig og interessant bolig, synes vi, og hvem vil ikke gerne have det? Prisen er derfor ikke længere enebestemmende – det HELT rigtige må gerne koste. Det har faktisk i ret lang tid været indretningstrenden at vælge ved siden af en stil, sådan at man bor med sin HELT egen stil. Personligt, specielt, unikt og uden for nummer.

Konceptet:

Formålet med sitet har fra starten været at man selvfølgelig kunne finde alt det almindelige – møbler, billeder, glas, porcelæn, etc – til den moderne bolig. Sådanne sites er der jo heldigvis efterhånden en del af, OG vores filosofi har derfor hele tiden været, at det kan ikke nytte noget at der er 50 ens netbutikker. Det SKAL være en oplevelse at besøge et site. Ellers kan det da være ligemeget. Derfor bruger vi lang tid på at finde nogle specielle ting, som supplerer de almindelige. Da vi gik i luften i foråret 2005, kunne vi derfor udover standard antikvitetsvarer, også byde på diverse fromme ting, så som fine gamle fromme kort, gamle rosenkranse, krucifikser, vintagesmykker etc. .

Vi har kun med ting at gøre som vi selv synes er interessante. Derfor har vi også vintagepelse, sko og tøj med på “ménuen”. Desuden syntes vi også det var oplagt at sælge antikke postkort i en “postordre-netbutik”. Vi har selvfølgelig også de lækre ting fra Tina Munkholm, trendy arbejdstøj til kvinder fra Garden Girl og smukt tapet fra Eijffinger og Duro. Lidt af hvert – og det skal der jo også være i en blandet landhandel. Og det har vist sig at konceptet med at have et lidt specielt udvalg har været helt rigtigt, for der er sandelig blevet taget godt imod os! Vi kan næsten ikke følge med.

Vores kunder kommer fra hele landet (også Færøerne og Grønland) og fra både Sverige og Norge. Nogle har ingen økonomiske bekymringer, mens andre stadig er studerende og suger på lappen. Nogle er elektrikere, læger eller social- og sundhedshjælper mens andre er grafikere og igen andre er berømte kunstnere. Vores kundekreds er lige så alsidig som vi håber vores varesortiment er. (Fællesnævneren her må være at vi alle holder af æstetik.)

Vi er ret kræsne med hvad der får lov til at finde vej til hylderne i vores butik. ALT er håndplukket og altså nøje udvalgt. Vi er helt sikre på at det er sådan vores kunder køber ind til deres bolig, så derfor skal det være kræsent udvalgte ting til kræsne kunder.

Nøgleordene for de fleste af vores ting er: ORIGINAL og KVALITET. Med det mener vi, at almuemøblerne er gamle. Glas, kort og de fromme ting er gamle. Vintagetøjet og smykkerne er, ligesom retrotingene, originale, dvs. fra den periode de udgiver sig for at være fra! Og de nye ting udgiver sig ikke for at være gamle, selvom de matcher de gamle fine fund perfekt.

I vores butik handler vi primært med ting, der lige så godt kunne have stået i vores egne stuer. Så er det nemlig sjovest, og sjovt skal det være. Og troværdigt.

Vi er særligt glade for den danske og svenske bondestil. En afslappet stil. Det er med andre ord ikke hos os, du skal lede efter højglanspolerede Louis Seize mahognikommoder og Marstrandmalerier. Til gengæld kan vi love, at her altid vil være hyggelige ting, som passer fint ind i den moderne skandinaviske boligstil. Nogle af tingene skal måske males, og måske ikke. Vi maler eller afsyrer som regel ikke tingene, men sælger dem, som vi får dem ind. Vi synes nemlig, du selv skal bestemme, hvordan de skal se ud. Så håber vi bare, at så mange som muligt finder ud af, hvor sjovt det er at rode med større eller mindre projekter. Når vi har tid renoverer vi og svinger malerpenslen. Det er næsten ren ”terapi”.

Vi sætter en ære at vide noget om det vi sælger. Vi har “studeret til antikhandlere” i de seneste 15 år, på alverdens loppemarkeder, i antikbutikker og til auktioner. Og det lærer man meget af. Ind imellem kan du på bloggen finde artikler hvor vi forsøger at dele ud af denne viden.

Vi er tingfindere til fingerspidserne. Tingfindere med hang til det unikke – Så vi vil bestræbe os på til stadighed at finde på nye sjove ting som man kan klikke forbi og kigge på. Håber du kan lide det! Og – god fornøjelse.

Author:
• Wednesday, November 18th, 2009

Der var MANGE der kom og hilste på i Øksnehallen. Og hvor er det HYGGELIGT at møde alle de søde mennesker. Der var en virkelig god super deluxe stemning alle dage, en blanding af loppefeber, hygge, begejstring og inspirationsglæde. Skønt. Der skal vi ind igen, det er HELT sikkert. Her kan du se billeder af vores fine stand, med Pip tapet baggrund og smukke sorte møbler.

Særligt var det dejligt at se alle de smil vores fine bageforme fra Nordic Ware frembragte….de forme kommer til at stå på mange ønskesedler til jul i år, det er helt sikkert!

Nu skal vi til at julepynte hele Baunekjærsgård – vi hænger granguirlander og lys alle de steder vi orker! Og måske skulle vi også lige nævne at der kommer mængder af gammel julepynt på sitet lige omlidt…

Vi ses, kh Katinka

Author:
• Tuesday, October 20th, 2009

Vintage pelse

Vi har lige lagt en masse vintage pelse på nettet. Der er så mange at der ikke er plads til dem alle i butikken! Du kan se dem her: VINTAGE PELSE

Der er kommet en ny kategori, med pelse der trænger til en kærlig hånd, og som altså ikke er perfekte, men som kommer med alligevel, fordi der stadig er liv i dem – ELLER fordi du kan bruge pelsværket til noget andet, fx. en vest, en børnejakke, en hat, en tevarmer etc etc etc. Pels er dyrt og det føles at rart at genbruge netop denne ressource. Se nogle af vintage laserne her:

Kom og prøv pelse…

Som du kan se er der alle mulige slags, mink, ræv, bæverlam, nutria, korte, lange og så selvfølgelig også capes. Vi venter på en ladning mink capes (det danskerne ofte kalder en stola….men som vel snarere er en slags sjal) fordi der næsten er helt udsolgt. Der er altså masser af pelse – og endda flere på vej….

Du kan købe en lækker vintage pels over nettet, selvfølgelig, og returnere hvis du ikke kan passe den, og du kan komme forbi butikken og prøve. Det er sjovt at prøve pelse – man bliver glad af det, fordi det giver en følelse af luxus. Og man får virkelig meget for pengene når man køber en brugt pels!

Butikkens åbningstider fremgår altid af forsiden – og ellers ringer du bare 21917600 – så finder vi et tidspunkt der passer.

Bornholm og Sverige

Hvis du mangler en god idé til et ferierejsemål i efteråret, vil vi gerne anbefale både Bornholm OG Sverige. Klar ren luft, smuk natur, flinke mennesker, bølger, klipper, elge, urfugle og visne blade. Så bliver det da ikke bedre! Hvis man så krydrer det lidt med et par besøg hos de gode antiksteder vi kender, ja, så er vi helt oppe i de højere luftlag. Nogle af vores fund er på vej her på sitet – andre kommer ud i butikken. Det gælder bl.a. en stor kasse fyldt med de skønneste rester af retrotapet. Og masser af gevirer.

Kulhydrater skal der til!

Når man er blevet blæst igennem af efterårsstormene kan man fornøje sig med diverse kulhydrater i form af Blåbærkager á la Blandet-landhandel og varm kakao. Vi har fundet på en god opskrift som medfølger når du køber en kageform. Vi arbejder også på en lækker krydderkage, som vil egne sig fortrinligt til en kop te….den skal lige optimeres lidt, men snart er der endnu en lækker opskrift klar, så du kan bage en kage med ægte “wauw-effekt”.

Vi vender snart tilbage, for der er masser af nyheder på trapperne, på tegnebordet, på bedding og på vej.

Vi ses gerne!

Kh Katinka, www.blandet-landhandel.dk

Author:
• Tuesday, September 15th, 2009

Sådan ser det ud nu, foran vores gamle gule gård fra 1858….skiltene er endelig kommet op. Butikken har åbent rigtig ofte, fordi vi jo har åbent når vi er hjemme, men for en sikkerheds skyld må du hellere ringe hvis du kommer langvejs fra. Tlf 2191 7600.

Category: Velkommen  | Tags: , , ,  | 2 Comments
Author:
• Sunday, January 04th, 2009

KÆMPE UDSALG & GODT NYTÅR

De siger det bliver et kriseår…men det har vi nu tænkt os at blæse på :-) Vi siger godt nytår alligevel. Til alle! Det bliver et godt nyt år.

Kortet ovenfor er fra 1909….der er sket et par ting siden da….:-)

KÆDEREAKTION

Vi håber at alle de der har huse til salg får dem solgt, til en god pris. For det er vel især hushandlerne der danner prop i flaskehalsen. TÆNK hvis vi kunne vende den onde cirkel nu og her, så alle igen fik vind i sejlene. Forestil jer at der i morgen blev solgt 200 huse…det ville afstedkomme en masse nye handler som igen ville afstedkomme nye handler…osv osv. Ikke mere “nja…jeg venter lige, det kan være priserne falder mere…” Eller “ja, vil gerne købe, skal bare have solgt vores eget hus først….” etc. Det ville være SKØNT hvis folk ikke skulle gruble så frygtelig længe over tingene, men gjorde hvad de havde lyst til. Man lever jo kun een gang, og det er trist at have sat sit liv på pause…ikke? Så lad der herfra lyde en opfordring: Står du og skal investere i et nyt hus – så KØB det NU! Lad kædereaktionen begynde!

STRESS OG HVERDAGE OG GÅTURE VED VANDET

Har du haft det godt i ferien? Fik du slappet af og hygget? Hvis du synes det er stressende at starte hverdagen efter en juleferie, så kan vi virkelig anbefale at gå en tur ved havet. Læste vist engang et sted at ingen dansker har mere end 1 times kørsel til kysten. Så det skulle kunne være alle forundt at tage til stranden en smuk vinterdag. Ta’ derud – det er så dejligt roligt at gå en tur ved vandet.

For os har det været rart at komme igang igen efter julens mange frokoster. For vi har så mange planer for Blandet-landhandel.dk, og når man først har en plan er det jo sjovest hvis planen så også bliver ført ud i livet. En af planerne går ud på at reparere alle de pelse med skavanker vi har liggende.

Det kan godt lade sig gøre, med en kraftanstrengelse og hjælp fra en komplet Desperate Housewifes Box i dvd-afspilleren. Så væbnet med tekstillim, nål og tråd, er vi gået i gang. Der er allerede nu lagt nye vintage pelse på sitet, og der er en hel del flere på vej. Og så kommer alle dem med skavankerne også på. Krise eller ej – man skal i al fald ikke fryse, vel!

NU ÅBNER VI EN BUTIK LIVE

Vi har faktisk også skumle planer om at åbne butik her på gården. Nu. De oprindelige planer voksede fra ganske få kvadratmetre til nu at omfatte godt 100….Den simple port vi indledningsvis havde forestillet os at alle vores flinke kunder skulle entrere butikken ad, voksede til at skulle være en svensk glasveranda med småsprodsede døre…idéen med de ujævne brostensgulve der skulle jævnes ud med strandsand blev afløst af trægulve på støbt beton, og de rustikke vægge mshowroom,åtte og skulle udstyres med en stor åben pejs. Og lad os sige med det samme, at der skal ikke herske tvivl om hensigterne. De er der, har altid været der, og vil altid være der, men vi har erkendt at der er en vis diskrepans set i forhold til tidslinien. Nu har vi så truffet den beslutning at åbne meget meget snart. Ikke i trods, men PÅ trods af at vi hverken er hel eller halvfærdige med alle planerne. Vi håber derfor at der er rigtig mange der har lyst til at komme på et lille spændende rustikt eventyr i vores blandede landhandel. Åbningstiderne vil altid fremgå på nettet, og ringer du 21917600, finder vi et tidspunkt der passer. I næste nyhedsbrev er der mere info om åbningstidspunktet.

Det bliver nok i starten af februar. Katinka skal nemlig først til Formex udstillingen i Stockholm. Op til svenskernes smukke hovedstad og suge inspiration til sig som en lille svamp :-)  Op og se hvad svenskerne finder på. For selvom der i Danmark er masser af gode og spændende firmaer, så er der samtidig også mange (rigtig mange) der tilbyder HELT de samme varer.

Mennesker er nysgerrige væsener, og forandring fryder, så vi krydser fingre for at vi finder en masse spændende og anderledes. Om det er den svenske oldemor der spøger i kulissen, ved vi ikke, men vi er generelt meget glade for den svenske stil, her i firmaet :-) Stilren, enkel, tidløs, rustik og gedigen.

SMERTENSBARNET – KÆMPE UDSALG

Og så til smertensbarnet. Vi er nemlig nødt til at holde udsalg. Det er altid meget ambivalent for os, for vores vareudvalg er jo helt konkret IKKE noget der går “out of style” om nogle måneder. Mange butikker holder (panik)udalg fordi næste sæsons kollektion skal have plads på hylderne i stedet for, og den indeværende sæsons varer er u-checkede om blot nogle få måneder…..MEN! De problemer har vi jo slet ikke her i firmaet. Et 140 år gammelt skab skal ikke sættes på udsalg fordi det er i overhængende fare for at blive umoderne. Hvorfor i himlens navn holder vi SÅ udsalg? Jamen det gør vi da for at tækkes vores søde kunder! “man skal være god mod sine kunder” siger de kloge, og når de kloge taler, så lytter vi. Så nu er der nedsatte priser på en hel del. Det er der resten af januar. Nogle af varerne er sat rigtig meget ned. 50 %! Og alle Enid Collins designertaskerne er der 30 % på. Det må du gerne fortælle dine sødeste venner. Der er også en del nyheder at finde, og flere på vej.

HVORFOR BLOGGER VI?

Forresten – der er en del der har undret sig over hvorfor vi sender nyhedsbrevet ud via denne blog. Der er flere grunde, og en af dem er at gøre vores site interaktivt for jer kunder, og kommunikationen hyggeligere. På universitet opfordres man altid til at stille uddybende spørgsmål, fordi det hedder sig at hvis man selv sidder med et uafklaret spørgsmål, er der mindst 10 andre i forelæsningslokalet der tænker det samme. Idéen er altså at du ved at skrive et indlæg i bloggen, som jo er offentlig, måske belyser noget som andre får glæde af at læse. (Du skal logge på bloggen for at skrive i den, men det skal man kun første gang.)

Ha’ det godt allesammen, håber du benytter dig af udsalget for alle tilbudene forsvinder med et trylleslag den 1. februar :-) sammen med al julepynt….

Kh Katinka, www.blandet-landhandel.dk